Modernetider.dk - http://www.modernetider.dk
Missilskjoldet er desværre ikke bare det rene humbug
http://www.modernetider.dk/articles/18/1/Missilskjoldet-er-desvArre-ikke-bare-det-rene-humbug/Side1.html
Ebbe Lauridsen

Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.

Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.

 
af Ebbe Lauridsen
Publiceret på 05/21/2007
 

Det klogeste, der er sagt om USA’s planer om et missilskjold er at det er et våben, der ikke virker, og er udviklet som svar på en trussel, der i ikke eksisterer.


Missilskjoldet er desværre ikke bare det rene humbug

Det klogeste, der er sagt om USA’s planer om et missilskjold er at det er et våben, der ikke virker, og er udviklet som svar på en trussel, der i ikke eksisterer. (Den amerikanske stand-up komiker Ira Shorr).

Regeringen og Dansk Folkeparti har sagt meget sludder om missilskjoldet, men den konservative Helge Adam Møller, medlem af Udenrigspolitisk Nævn, tager nok prisen med denne udtalelse i DR’s P1 Debat i begyndelsen af marts 2007:

” Efter 11. september 2001 skiftede jeg holdning. Er der nogen terrorister, der kan få rådighed over et atomvåben, det kan være i en rygsæk og et eller andet missil, der kan sende det af sted… så vil de sige, det er da meget bedre at slå 100- eller 200.000 mennesker ihjel eksempelvis i København end bare 3-4.000”
”Hvis man affyrer et missil fra Nordkorea eller Iran og man har et missilskjold, så kan det skydes ned inden det lander i London eller København”

Ole Wæver, professor i Internationale forhold, har i Weekendavisen 16. marts 2007 skåret sagen ud i pap. Her afskriver han Nordkorea og Iran som mulige trusler. De vil være tilstrækkeligt afskrækket af den knusende gengældelse – baseret på dagens teknologi - de ville få, hvis de iværksatte et angreb.

Terrorister kunne sikkert godt tænke sig at få den mulighed, men at udvikle atomvåben ligger langt uden for deres mulighed, tænk bare på, hvor langt Iran har igen, før de eventuelt råder over bare en enkelt bombe.

Så kunne de måske købe en på det sorte marked. Det er ikke helt umuligt, men i så fald skal man ikke bekymre sig om raketter, men derimod fx om sikkerheden omkring containere i havne og anden indsmugling. At terrorister som al-Qaeda skulle blive i stand til at affyre interkontinentale raketter, er langt ude i hampen.  

”– for en bevægelse, der ikke har et territorium, kan per definition ikke opstille missiler. Missiler står altid et sted – ikke i et usynligt netværk. Og de vil være synlige fra satellitter. Skulle al-Qaeda begynde at bygge raketanlæg i bjergene mellem Pakistan og Afghanistan uden for begge landes kontrol, ville USA naturligvis udradere de anlæg.”  - skrev Ole Wæver.

Helge Adam Møller og regeringen plus Dansk Folkeparti er enten naive, eller også har de en anden dagsorden. Missil-optimisterne regner med at systemet kan være klar til affyring 2013. Men de astronomiske summer, det kommer til at koste, kunne måske bruges bedre – hvis det altså var fred, der var målet.