Hvorfor skulle det skur ryddes?
Det er dybt mærkeligt at politiet rykker så talstærkt ud og rydder resterne af et skur. Brugsretten til tomten, som skuret lå på, er netop en del af det sagskompleks på over 700 retssager som Christiania i efteråret anlagde mod staten. En lignende sag verserer pt. ved fogedretten, hvor alle parter afventer en afgørelse at forholde sig til.

Spørgsmålet er om staten ønsker en dialog og en fredelig løsning eller om dette er starten til flere rydninger? Det er der noget, der tyder på. Ifølge Politiken har Slots- og ejendomsstyrelsen udset 53 bygninger på fristaden til at blive »afviklet på kort sigt«.

Styrelsens chef, Carsten Jarlov forstår ikke den voldsomme reaktion og mener i øvrigt ikke at aktionen kan forstyrre nogen forhandlinger. Til Politiken udtalte han 16. maj at »Christianitterne har afvist aftalen (om normalisering, red), og selv om der står en kattelem åben, så er der ingen egentlige forhandlinger, vi forstyrrer«.

Det kan man da kalde god vilje…