Efter Sovjetunionens nedsmeltning og de østeuropæiske socialistiske staters overgang til liberal kapitalisme mente Francis Fukuyama at menneskeheden havde nået sit endemål: Historien var slut. Udviklingen siden har modbevist denne tese: Vi lever forsat i en yderst interessant tid hvis udfald er vanskelig at forudse.

Det nuværende millennium begyndte med bombningen i New York af World Trade Center (”Templet” for global kapitalisme!). Denne mystiske handling udløste en såkaldt ”krig mod terror,” der hurtigt forvandlede sig til en amerikansk krig imod muslimske lande (Afghanistan og Irak). Målsætningen var i sidste instans at udskifte de eksisterende politiske regimer med et mere pro-vestligt demokratisk styre samt markeds-kapitalisme.

Sidenhen har verden desuden oplevet en finansiel og økonomisk krise hvis politiske konsekvenser er i færd med at udfordre det kapitalistiske demokratis profil og måde at fungere på. Den ideologiske grundpille for privatkapitalismen er diskursen om demokrati. En forestilling der legitimerer en ulige fordeling af ressourcer mellem et mindretal der rager til sig, mens flertallet må nøjes med deltagelse i det politiske liv via et valgsystem. Til trods for den uligevægt, indbygget i den skæve fordeling af goderne, som kendetegner de kapitalistiske demokratier, anses dette demokrati for at være den bedste styreform menneskeheden kan opnå. Som Margaret Thatcher udtrykte det: ”Der findes intet alternativ”!

Krisen, som indtraf i 2008, har imidlertid på internationalt plan udløst forskellige processer som sætter demokratiet i et andet politisk lys end verden har været vandt til siden socialismens sammenbrud. I den arabiske verden var foråret 2011 præget af politiske mobiliseringer. Diktatorer, der tidligere var støttet af vestlige regeringer, blev væltet af fredelige folkelige demonstrationer og bevægelser. Disse krævede indførelse af vestligt lignende demokrati i deres lande og ikke mindst økonomiske muligheder med hensyn til beskæftigelse og forbrug. Overgangs-processen er endnu ikke tilendebragt og i både Ægypten og Tunesien forsætter den politiske kamp. En udvikling, hvor politisk Islam har gode chancer for at få større indflydelse.

I det olie-rige Libyen, traf NATO, under dække af en FN-resolution, den ensidig beslutning at komme en oprørs-gruppe til hjælp for at forhindre en påstået mulig massakre. NATOs militære sejr, der kostede mange menneskeliv, samt ødelæggelse af store dele af landets infrastruktur, har siden udløst en kamp, hvor forskellige politiske fraktioner strides om indførelsen af et nyt styre. Paradoksalt er det, at regime-skiftet også her baner vejen for radikale islamiske kræfter. Samtidig kappes store vestlige selskaber om olie-udvindingen og kontrakter om genopbygningen af den ødelagte infrastruktur.
Sideløbende med udviklingen i det arabiske rum har den politiske klasse i både Europa og USA søgt at gennemføre en løsningsmodel for den finansielle/økonomiske krise der forsat garanterer en yderligere ulige fordeling af ressourcer. Dette har så skabt grobund for en politisk udvikling som de fleste nok anså for at være passé: utilfredshed og protest imod demokratiets måde at fungere på. Måske står verden på tærsklen til en ny bevidsthed der i sidste ende kan indebære en større ideologisk skilsmisse. Som den kroatiske filosof Slavoj Zizek udtrykker det, er ægteskabet mellem kapitalismen og demokratiet ved at bryde sammen!

Den opvågning, vi oplever, giver sig udtryk i tilsyneladende forskellige målsætninger fremkalder en større bevidsthed om de moderne socioøkonomiske og politiske systemer. Som den amerikanske politolog og sikkerheds-ekspert, Zbiegniew Brzezinski sagde for få år siden: ”For første gang i menneskets historie er næsten hele menneskeheden politisk aktiveret, politisk bevidst og politisk interaktiv.” Protest bevægelsen i selve de amerikanske byer har nok alligevel overrasket ham!

Et paradoks mellem det arabiske ”forår” og den vestlige ”sensommer” er, at mens især ungdommen i de arabiske lande er mobiliseret omkring indførelsen af demokrati og en moderne økonomi i underudviklede kapitalistiske diktatur-stater, oplever vi i vores del af verden bevægelser som sætter spørgsmålstegn ved det liberale demokrati i de overudviklede kapitalistiske samfund. Disse former for mobilisering har kunnet iagttages i flere vestlige demokratier, især i de gældsplagede lande i Sydeuropa – ikke mindst Grækenland. Selv Israel har, i sommeren 2011, oplevet massedemonstrationer imod den økonomiske skævhed som genfindes i ”Mellemøstens eneste demokrati”.

I september kom turen så til kapitalismens Mekka! En folkelig bevægelse rettet imod det amerikanske system, der privilegerer den finansielle sektor på bekostning af arbejderklassen, middelklassen og de fattige, blev født i New Yorks finans-kvarter. Under parolen ”Occupy Wall Street” (Besæt Wall Street) er protesten rettet imod det politiske system som bag en demokratisk facade favoriserer 1 % af befolkningen på bekostning af de resterende 99 %. Selv hvis disse tal er overdrevne, udgør bevægelsen en klar folkelig reaktion på det moderne kapitalistiske demokratis grundlæggende udemokratiske fordeling af den økonomiske magt. Ikke en gang den højre-populistiske ”Tea Party”-bevægelse er fri for at sætte spørgsmålstegn ved denne skævhed.

Var det ikke gangsteren Al Capone der i sin tid udtalte at ”kapitalismen er den herskende klasses legitime lyssky virksomhed” (racket)? Denne fundamentale erkendelse er ved at brede sig og vil ikke kunne overses i den kommende tid. Det politiske sprog og tematikken er i løbet af få måneder blevet ændret. Den amerikanske drøm bliver afsløret som netop ikke andet end en drøm. Ånden er sluppet ud af flasken og en ny politisk kultur er måske ved at se dagens lys!

At det vestligt promoverede politiske system har vanskelige kår under den nuværende økonomiske krise kan iagttages i demokratiets arnested. Efter lang tids forsøg på at finde en løsning på Grækenlands gældskrise, blev Eurolandene (med Tyskland og Frankrig i spidsen) enige om en model som yderligere vil antaste befolkningens levestandard og landets suverænitet. Få dage efter aftalen var kommet i stand, udløste den græske ministerpræsident, George Papandreou, en politisk krise ved at foreslå en folkeafstemning om denne redningspakke. Set udfra en almindelig demokrati-opfattelse burde denne procedure betragtes som et positivt skridt. Men nej, forslaget udløste uro og panik blandt EU-politikkere samt på de internationale finansmarkeder. Den internationale reaktion var så voldsom og presset på Grækenland så stærkt at forslaget blev trukket tilbage og Papandreou måtte opgive sin post! Med andre ord har EU's magtelite gjort det helt klart at politiske beslutninger på højeste plan trumfer demokratiske processer. 

I den forbindelse er det påfaldende, hvor lidt Island fylder i medierne. Her nægtede Præsident Olafur Ragnar Grimsson at underskrive en lov som accepterede skrappe IMF og EU betingelser til gengæld for en hjælpe pakke. Præsidenten valgte at sende lovforslaget til et referendum på demokratisk vis. I marts 2010 stemte 93 % af befolkningen for en forkastelse af ”hjælpe-pakken” der var betinget af en tilbagebetaling af hollandske og britiske bankers tab på investeringer i Island. Ved at følge en demokratisk kriseløsnings-model opretholdt landet suveræniteten over sin økonomi. Denne mulighed fik grækerne ikke, og nu får Italien ligeledes en teknokratisk regering uden folkeligt mandat til at gennemføre en EU-dikteret økonomisk politik. De pågældende teknokrater har begge en fortid i finansverdenen og kan næppe betragtes som politisk neutrale!

Undergravningen af demokratiet på verdensplan finder desuden sted, når det internationale fællesskabs måde at fungere på afslører en stor afstand mellem principper og praksis. Da et stort flertal af 114 lande i FN for nylig vedtog at optage Palæstina som medlem af UNESCO, stansede den amerikanske regering betalingen af USA's finansielle kontingent til organisationen: En klar krænkelse af de demokratiske spille-regler der legitimerer de internationale organisationers beslutningsprocesser! Desværre er dette eksempel ikke enestående. Hvert år siden 1992, har et stort flertal af verdens lande stemt for en resolution der kræver en ophævelse af USA's økonomiske, kommercielle og finansielle embargo imod Cuba. Washington har som bekendt i strid med ”verdenssamfundets” flertal, nægtet at imødekomme denne demokratisk fremsatte opfordring.

Al snak om det ”internationale fællesskab” må med andre ord betragtes som et fata morgana der tjener til at legitimere den ulige magtfordeling på verdensplan.

Dilemmaet for menneskehedens sociale og politiske fremtid er forbundet med det kapitalistiske demokratis skæbne. De højt udviklede industri-samfund har siden Anden Verdenskrig opnået legitimitet for kapitalismen ved etableringen af såvel en social velfærdsstat, et institutionelt demokratisk system samt et højt forbrugsmønster uden at antaste den økonomiske og politiske elites position. Nu hvor denne sociale kontrakt, på grund af kapitalismens krise, er ved at blive ophævet og demokratiets legitimitet udsættes for pres, åbner der sig overraskende perspektiver.

Erkendelsen af en iboende modsigelse mellem den økonomiske og den politiske sfære finder man ikke alene på venstrefløjen. Hvordan en finans/økonomisk krise politisk kan overvindes uden at antaste den strukturelle ulighed i systemet er et spørgsmål der optager toneangivende medlemmer af eliten. Under den store krise der ramte Østasien i 1997, tvang IMF og USA’s regering de berørte lande til at gennemføre upopulære reformer til fordel for de store udenlandske investorer. Et år senere holdt den daværende amerikanske finansminister Robert Ruben en tale hvor han gav udtryk for problemet omkring styringen af kapitalismen under et folkestyre. Han sagde: ”En af de største politiske udfordringer i de kommende årtier er for demokratier at træffe de upopulære økonomiske beslutninger som er nødvendige for succes i en transnational, gensidig afhængig, global økonomi.” (International Herald Tribune, 19/10-98) Med andre ord, hvordan overvinder man kløften mellem nationale regeringers suverænitet og den internationale økonom
is krav? Under disse omstændigheder drejer politik sig i et demokrati om at opbygge politisk støtte til upopulære reformer der strider imod flertallets interesse. Under en langvarig krise, som den verden gennemgår for tiden, fremkalder denne politik nødvendigvis protest-bevægelser i adskillige lande.

Imidlertid, skulle demokratiet miste sin legitimitet, fordi krisen afslører den tiltagende ulighed mellem et lille mindretal af super-rige og et voksende flertal af mindrebemidlede, kan den dag oprinde, hvor eliten oplever demokratiet som en belastning. I sine bestræbelser på fortsat at løse krisen til bankernes og de riges fordel, er det ikke umuligt at magthaverne vil gennemtvinge et mere autoritært eller fascistisk politisk system. Det er en myte at tro at kapitalismen har brug for institutionelt demokrati for at trives. Folkestemningen for en sådan højreorienteret opstramning findes allerede mere end latent i de vestlige lande.

Under alle omstændigheder står menneskehedens udvikling på tærsklen af et nyt kapitel. Udover de socioøkonomiske konsekvenser af kapitalismens måde at producere og fordele ressourcer, vil miljø-problemer desuden i den kommende tid gør bestræbelserne efter at finde et alternativ til en absolut nødvendighed.

Det politiske og økonomiske projekt, der har bundet demokrati og kapitalisme sammen, står utvivlsomt ved en korsvej. I europæisk sammenhæng har ”bløde” socialistiske partier fået en del kredit for dette ægteskab. Men konteksten for indførelse af velfærdskapitalismen i Vesten bør ikke glemmes. Den sociale-markedsøkonomi var en redningsplanke for det kapitalistiske system oven på 1930’ernes store depression og Anden Verdenskrig. Befolkningerne og en mobiliseret arbejderbevægelse krævede nye boller på suppen! Det store kompromis blev administreret af socialdemokratiske partier, som med John Kenneth Galbraiths formulering, var blevet ”kapitalismens vogter”! Denne form for statskapitalisme, som fungerede indtil 1980’erne, bidrog samtidig til at svække de antikapitalistiske kræfter i Vesten. Den udgjorde grobunden for neoliberalismens kontra-offensiv. Som Anker Jørgensen udtrykte sig: Vi har sejret ad helvedet til! 

At forstå historien kan hjælpe til at undgå fortidens fejltagelser og falske forhåbninger. Det er i denne sammenhæng at man skal vurdere socialdemokratiske regeringers evne og vilje til at levere ”forandringer vi kan tro på”! Problemet med løfterne fra politikerne fra denne tradition er at de er ude af stand til at gennemføre dem, når de kommer til magten. Eller at strukturerne er af en sådan art at de ikke kan laves om ad parlamentarisk vej. Den danske, såkaldt røde regering, som opnåede et spinkelt flertal ved sidste valg opgav i realismens navn, en stor del af sine valgløfter straks efter sejren.

Det skal i den forbindelse ikke glemmes at det har været socialistiske regeringer der forhandlede og gennemførte de spare programmer som blev krævet af IMF og den europæiske kommission under den nuværende krise i Europa. Folkelige demonstrationer i Spanien, Portugal og Grækenland var rettet ikke alene imod disse programmer, men også imod disse socialistiske regeringer. En stor del af de europæiske venstrepartier har overtaget neoliberalismens mantra der går ud på at velfærdsstaten må ofres for at opnå et balanceret budgetunderskud og vinde finansmarkedernes accept.

De socialistiske partiers manglende ”sociologisk fantasi” gør det vanskeligt at have større forventninger til deres håndtering af de socioøkonomiske og politiske problemer, der hober sig op i horisonten. Historien vil muligvis betragte den nuværende fase i kapitalismens udvikling som et kapløb mellem en opstrammende autoritær liberalisme og et begyndende brud med kapitalisk demokrati. Som Serge Halimi skriver i Le Monde diplomatique: “Men når folkene ikke længere har tillid til et politisk spil hvor terningerne er forfalsket; når de iagttager at regeringerne har opgivet deres suverænitet; når de forsætter med at forlange at bankerne skal sættes under kontrol; når de mobiliserer uden at vide hvor deres vrede vil føre dem hen; betyder det, at venstrefløjen trods alt stadig er i live.” (LMD nov. 2011)