De globale modsigelser og konflikter kræver en alternativ dagsorden, hvis civilisationerne skal overleve. »Pax Americana« kan være et utopisk projekt, der fører til barbari.

Debatten om krigen i Libyen afslører forvirring især på venstrefløjen. Mens Enhedslisten, i denne sag, har tilsluttet sig den moralske diskurs om, at Vestens krige kan redde liv og fremme regime-skifte i diktatur-stater, henviser dissidenter til imperialismens logik og krigeriske tilbøjeligheder.

Formålet med følgende analyse er at sondre mellem fremtrædelsesformer og essensen i det kapitalistiske verdenssystems måde at fungere, samt konfrontere disse med de begreber og definitioner som anvendes i det herskende ideologiske hegemoni.

Efter den kolde krigs afslutning har den konventionelle fortolkning haft næsten monopol på analysen af internationale forhold. Monopolet antastes nu af den historiske virkelighed og de kræfter, der kommer til at udfordre den eksisterende orden.

Hvis vi tænker tilbage til det, som endnu for kort tid siden blev omtalt som »historiens afslutning«, kan man let overvældes af vis skepsis overfor den konventionelle ekspertise i international politik.
 
Francis Fukuyamas førnævnte tese blev da også kort efter sin offentliggørelse kritiseret af en anden amerikansk politolog, Samuel Huntington, der ikke mente at nedsmeltningen af socialismen i Østeuropa var ensbetydende med en irreversibel global sejr for den liberale kapitalisme.

I stedet lancerede han en vision om »civilisationernes sammenstød« som paradigme for analysen af verdens modsigelser. Desuden fremhævede han behovet for en styrkelse af »Vesten mod resten«. Ifølge hans forståelse skulle denne strategi være defensiv i stedet for offensiv.

Ikke desto mindre stemte dette paradigme fint med udviklingen af Nykonservatisme i USA. En ideologisk tilgang, der lagde vægt på konfrontation, voldelige regime-skifter i den tredje verden (f.eks. Irak) og endelig »forebyggende krig« som legitimt våben i kampen for det »gode« imod det »onde«.

Nykonservatismens antagelser syntes bekræftet med angrebet på World Trade Centre og Pentagon den 11. september 2001. Under Bush-regeringen blev USA’s udenrigspolitik præget af militære initiativer og egenrådighed: »Enten er I med os eller imod os!«

Krigene i Afghanistan og Irak skulle blive de længste i USA’s historie og spørgsmålet, om det amerikanske samfund har råd til både »kanoner« og »smør«, er så småt kommet på den populistiske dagsorden.

Politikere og strategiske tænketanke beskæftiger sig for tiden med overvejelser om, hvordan USA bedst varetager sine interesser i verden. Den ideologiske antagelse synes at være: Hvad, der er godt for USA, må per definition være godt for hele menneskeheden!

Samtidig med denne udvikling er der opstået et paradoks, som hverken blev forudset af eksperterne fra de konventionelle skoler i international politik eller imperialisme-teoretikerne, nemlig at den liberale verdens førende økonomi i disse år er kommet i gæld til det kommunistiske Kina!

Situationen bringer krigsfilosoffen Sun Tzu’s bemærkning i det 6. århundrede før Kristus i erindring?: »At kæmpe et slag og tilføje fjenden et nederlag er ikke højdepunktet af dygtighed. At besejre fjenden uden at kæmpe et slag er højdepunktet af dygtighed.«

Med andre ord: Er det Kina, der er på vej til at vinde over USA ved at nægte at låne amerikanerne flere penge, eller er det den amerikanske imperialisme, der kan afpresse den kinesiske elite ved at devaluere dollaren?

Spørgsmålet, om international politik befinder sig foran en strukturel forandring, nu hvor det amerikanske hegemoni er blevet svækket, er ikke uvæsentligt.

Under overskriften »USA skal bevare sin magt ved at blive blød« (avisen Information 11. februar 2011) diskuterede Martin Burcharth et muligt skift i USA’s udenrigspolitik.

Udgangspunktet for dette ræsonnement er, at efter krigene i Irak og Afghanistan vil USA blive nødt til at gå over til fredelige magtmidler for at »forsvare sin globale indflydelse.«

Ophavsmanden til begreberne »blød magt og intelligent magt,« Joseph Nye, er mere konkret.

Han citeres for følgende: »I det 21. århundrede bliver det umuligt for USA at kontrollere befolkninger med militær magt… I stedet må vi udvide vort arsenal af bløde magtmidler: diplomati, kultur, ideer og alliancer.«

Til trods for erkendelsen af den amerikanske svækkelse overfor opgaven med at styre det imperialistiske system, forbliver grundantagelsen i den konventionelle tænkning således uændret: Hvordan kan USA bedst kontrollere verdensbefolkning, nu hvor militærmagt er blevet problematisk?

Målsætningen er ikke til diskussion. Kun metoden kan debatteres.

Betyder det, at den amerikanske imperialisme fra nu af vil søge at bevare sit hegemoni over resten af verden uden anvendelse af militær magt?

Et efterfølgende spørgsmål som fortjener refleksion er: hvor megen nytænkning indeholder begrebet »soft power«?

I to årtier har Joseph Nye promoveret denne strategi. Hvor gavnligt er det for forståelsen af internationale forhold at opstille en (falsk?) modsætning mellem blød og hård magt?

Et blik på verdens historie siden Anden Verdenskrig viser hvordan USA har anvendt sin økonomiske styrke (Marshall-hjælpen, udviklingsbistand, alliance-dannelser, dollaren som internationalt betalingsmiddel, eksport af kapital, teknologi, film og musik) parallelt med rigeligt brug af direkte militærmagt samt CIA indblanding i kup imod »uvenlige« regimer.

Den nuværende krig i Libyen bekræfter at den amerikanske og europæiske imperialisme forsat anvender magt i sin udenrigspolitik.

Den amerikanske overtagelse af ledelsen af det kapitalistiske verdenssystem efter Anden Verdenskrig var historisk betinget og fandt sted i en speciel kontekst. I relation til de andre avancerede kapitalistiske lande forekom dette hegemoni at være godartet. USA påtog sig at opbygge en militær alliance med disse lande og var garant for deres sikkerhed under hele den kolde krig med Sovjetunionen.

Til gengæld var situationen i den tidligere koloniale verden mere tvetydig. Washington pressede på for en liberalisering af verdensøkonomien og lagde således pres på sine europæiske allierede for at få dem til at løsne deres koloniale bånd til landene i Afrika og Asien.

Kun i de tilfælde hvor de nationale befrielsesbevægelser var kommet under nationalistiske eller proto-socialistiske kræfters indflydelse tog USA kampen op gennem direkte militære interventioner eller skjulte aktioner. I sin bog Killing Hope omtaler William Blum de mere end 50 direkte og indirekte interventioner USA har været indblandet i siden 1945.

Er vi virkelig på tærsklen til en ny æra, som diskursen om »blød« magt promoverer? Og hvis det er tilfældet, skyldes det så en ny erkendelse og accept af et nyt fremtidigt postimperialistisk USA i en multipolar verden, hvor magtbalancen er mere lige, økonomiske forskelle mindsket og adgangen til verdens ressourcer mindre monopoliseret?

Vi befinder os i en historisk proces hvor den gamle verdensorden udfordres samtidig med at USA’s dominans gennemgår en strukturel krise. Situationen indeholder farer men også nye muligheder. Fremtiden er svær at forudse!

På det geo-økonomiske og geopolitiske plan oplever vi en forskydning af Vestens dominans over det kapitalistiske verdenssystem til »restens« voksende indflydelse. Dette giver sig udtryk i BRIC-landenes (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) bestræbelser efter at opnå større andel i verdensøkonomien og større medbestemmelse i international politik.

Tyrkiet er blevet en betydelig selvstændig aktør og en rolle-model for mange lande i Mellemøsten og Centralasien. I USA’s baggård (Latinamerika) har vi set venstreorienterede kræfter komme til magten i flere lande. Disse regimer viser uafhængighed af diktatet fra Washington og de internationale finansielle institutioner.

Takket være det nykonservative projekt i Mellemøsten, der skulle skabe en amerikansk-venlig regional orden og styrke Israels politik i de besatte palæstinensiske områder, har situationen efter Irak-krigen taget en drejning, der fremmer det mest anti-amerikanske og Israel-fjendske regime i Iran og svækker USA’s arabiske venner.

Styret i Teheran betragtes som hovedfjenden for den amerikansk-israelske alliance i Mellemøsten. Begivenheder i Nordafrika og især krigen mod Gadaffi-styret har udsat et umiddelbart militært angreb på Iran.

Udover disse geo-økonomiske og geopolitiske forskydninger, befinder kapitalismen sig i en alvorlig økonomisk krise som kommer til at true verdensbefolkningens levestandard og overlevelsesmuligheder.

En kvalitativ forandring har fundet sted i kapitalismens måde at fungere på. I 1960’erne betragtede man »revolutionen af stigende forventninger« som en drivkraft for den kapitalistiske udvikling og økonomiske vækst.

Efter flere årtier med nyliberal globalisering ser vi et tilbageslag, som risikerer at ramme folks basale behov i alle verdensdele, inklusive EU og USA. Samtidig er den ideologiske og politiske overbygning, som har domineret siden stats-socialismens deroute, i færd med at krakelere. En ny social kontrakt er i færd med at trænge sig på for at erstatte »katastrofe-kapitalismen« som Naomi Klein kalder systemet!

Politologen Zbigniew Brzezinski, som var medstifter af Trilateral Commission (en privat organisation for tættere samarbejde mellem USA, Europa og Japan, stiftet i 1973) og national sikkerhedsrådgiver for præsident Jimmy Carter, er meget bekymret over hvad han kalder »den globale politiske opvågnen«.

I New York Times (16. december 2008) omtalte han verdens tilstand på følgende måde: »For første gang i historien er næsten hele menneskeheden politisk aktiveret, politisk bevidst og politisk interaktiv. Global aktivisme afføder en massiv stræben efter kulturel respekt og økonomiske muligheder i en ængstelig verden, skræmt af koloniale minder eller imperialistisk undertrykkelse«.

Tilspidsningen af de globale modsigelser og potentielle konflikter vil kræve en alternativ dagsorden, hvis civilisationerne skal overleve. Den krise som er under udvikling er enestående og indeholder forskellige dimensioner – ikke mindst kapitalismens misbrug og ødelæggelse af naturen.

Det er i denne verden, præget af institutionaliseret ulighed og uretfærdighed, at forsøget på at opretholde den gamle verdensorden eller oprette en ny version af Pax Americana kan vise sig at være et utopisk projekt, der fører til barbari.

Som den franske tænker Paul Valéry formulerede det, er status quo og forandring tæt forbundet i et dialektisk forhold: »To tilstande truer verden: orden og uorden!«

Overført til bestræbelserne bag skabelsen af imperialistisk orden, ved hjælp af »humanistiske« militære interventioner i den kaotiske verden, vi lever i, er en ideologisk illusion som en del af den europæiske venstrefløj endnu har ikke gennemskuet!