Flexicurity - højt berømmet for det flexible danske arbejdsmarked og den sociale tryghed har udviklet sig til at blive en af de største politiske fejldispositioner de sidste 30 år. Resultatet af den berømte danske model kan opsummeres i ét ord, TABERFABRIKKEN, der siden midten af 70-erne har produceret hundredtusindvis af tabere.

Disse mennesker lever i dag i ufrihed – underkastet et kontrolsystem, der skal håndhæve princippet, at man må yde før man kan nyde. Denne ordning har i dag udviklet sig til et grotesk system bemandet af skrankepaver og kontrollanter, der er travlt beskæftiget med at stresse livet af de ledige, hvad enten de er på kontanthjælp eller understøttelse.

”Som ledig bliver man ydmyget, nedværdiget og mistænkeliggjort ... Det er en psykisk belastning, som går ud over helbred og familie – man er ”på” hele tiden. Angsten for at gøre noget forkert og miste sine dagpenge er meget belastende: ”Hvis du ikke gør, som vi siger, så tager vi bare dine penge”. (citat fra HK’s ”Stemmer fra arbejdsløshedskøen”).
 
En anden side af taber-syndromet beskrives af Ole Thyssen og Henrik Dahl. Ifølge dem betaler det sig at være taber i det moderne samfund. Her lever en voksende godhedsindustri af at fastholde folk i rollen som ofre. Resultatet: en institutionaliseret tabermoral, der fratager folk ansvaret for fiasko og skyder skylden på systemet.
Og hvordan ser taberen så ud? Jo, han nøjes ikke med at være i nød, han spekulerer også i at være det. Han beregner, om det kan betale sig at arbejde. Han indstiller sig på, hvad socialarbejderen kræver af ham, og han præsenterer sig som et svigtet offer, hvis hans krav afvises.
Men et - ganske vist lille fåtal har valgt deres egen strategi, nemlig det sorte arbejdsmarked, og her har Rockwoolfonden i en ny rapport påvist, at de svageste og mindst arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere - som man har placeret i de såkaldte matchgrupper 4 og 5 - arbejdede lige så meget sort som de stærkere kontanthjælpsmodtagere. Det er faktisk lidt af et mirakel, for ifølge definitionerne på matchgrupperne kan den slags mennesker stort set ikke arbejde. Det sorte arbejdsmarked trodser denne definition og tager imod med åbne arme. Det er en succeshistorie. Giv dem, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet de rigtige betingelser, så skal de nok selv klare at blive aktiveret.

Men det skal kunne betale sig at arbejde, og det gør det ikke, hvis man følger reglerne. ”Mange får intet ud af at gå i job - gevinsten ædes op af skat og modregninger. Dengang marginalskatten for dig og mig var på 62 procent, var der alvorlige diskussioner af, hvor dybt skadelig denne høje procent var for arbejdsudbuddet og innovationen og de vellønnedes lyst til at tage ekstra fat. Det virkelige marginalskatteproblem handler om de 750.000 uden for arbejdsmarkedet, hvis marginalskat hyppigt er på 100 procent”. (arbejdsmarkedsforsker mm. Verner Sand Kirk)

Men når økonomien snart vender, vil beskæftigelsen så ikke stige? Det er der ikke meget, der tyder på. Fra 2001, hvor Fogh Rasmussen blev statsminister, til 2009 steg tilgangen til indkomstoverførsler fra 754.000 i 2001 til 796.000 sidste år. Det er et af vores mest uhyggelige paradoksproblemer, at så store grupper forbliver uden for arbejdsmarkedet. Det er på tide at tænke nyt.

Hvad ville der ske, hvis vi erstattede det system af overførselsindkomster, der i dag administreres af en hærskare af kontrollanter, med en basisindkomst af nogenlunde samme størrelse – blot uden betingelser. Ja endda med mulighed for at tjene penge oveni et eventuelt job? Vil de folk på overførselsindkomst så ikke bare lægge sig på sofaen. Vi ved det ikke, for vi har ikke prøvet. Men det er ikke sandsynligt. Danskerne elsker nemlig at gå på arbejde.

Men har vi råd – og kan det finansieres? Det korte svar er Ja! Som systemet er nu, udgør de samlede overførselsindkomster ca. 250 mia. kr – eller ca 50.000 kr pr dansker - barn som voksen!. Det ville ikke koste en krone ekstra at uddele disse penge uden betingelser – og det ville fjerne klientgørelse, socialt bedrageri og spekulation i at være syg eller svag. Tabersyndromet ville fordufte.

Hvis vi indførte basisindkomst for alle, fx som en negativ skat som skattevæsenet kunne administrere, så kunne man oven i købet nedsætte mindstelønnen. Resultat: Flere i arbejde og en stærkt forbedret konkurrenceevne. Og det ville kunne være et ganske vist beskedent sikkerhedsnet under en ny iværksætter, en kunstner, musiker. Ja skuespillerne, der i dag stresses rundt af a-kasserne, når de ind imellem er ledige, kunne få lov til at koncentrere sig om det, de er bedst til.

Men vigtigst af alt: Vi ville få et mere frit samfund, med mere ligelige vilkår, mere ansvarlige borgere og mindre statsstyring.

Hvad venter vi på? Det her er ikke en sag for enten blå eller rød stue. Hvem kommer først?