Flexicurity - højt berømmet for det flexible danske arbejdsmarked og den sociale tryghed har udviklet sig til at blive en af de største politiske fejldispositioner de sidste 30 år.

Det lyder drastisk, men resultatet af den måde, den berømte danske model har udviklet sig på, kan opsummeres i ét ord, TABERFABRIKKEN. Danmark har fra midten af 70-erne tabt hundredtusindvis af borgere. I starten med vilje, og senere fordi man ikke kunne få øje på bedre løsninger.

Arbejdsmarkedets parter var enige om at bevare jobbene for dem, der var i arbejde. Blev man fyret, fik man en vis økonomisk kompensation i form af understøttelse, men arbejdsmarkedet var vanskeligt at komme tilbage på, og mange endte i permanent ledighed. AF (Arbejdsformidlingen) overtog a-kassernes ret til at anvise arbejde. Og Arbejdsanvisningen blev erstattet med et kontrolsystem uden den kontakt til arbejdsmarkedet, som A-kasserne havde haft.

Kontrolsystemet skulle håndhæve det gode gamle princip, at man må yde før man kan nyde. Gør din pligt og kræv din ret. Hvis du vil modtage hjælp, må vi sikre os, at du ikke snyder, fx ved at arbejde, og så i øvrigt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Denne sådan set rimelige ordning har i dag udviklet sig til et grotesk system bemandet af skrankepaver, kontrollanter og kratluskere, der er travlt beskæftiget med at stresse livet af de ledige, hvad enten de er på kontanthjælp eller understøttelse.

HK har lige udgivet en bog med titlen Stemmer fra arbejdsløshedskøen. Det er rystende læsning:
”Som ledig bliver man ydmyget, nedværdiget og mistænkeliggjort ... Det
er en psykisk belastning, som går ud over helbred og familie – man har heller ikke noget privatliv
mere – man er ”på” hele tiden. Angsten for at gøre noget forkert og miste sine dagpenge er meget
belastende: ”Hvis du ikke gør, som vi siger, så tager vi bare dine penge”.

Dette citat illustrerer et gennemgående tema i bogen, nemlig følelsen af umyndiggørelse og manglende respekt og anerkendelse, og forskere, fx den tyske sociolog Axel Honneth har vist, hvor galt det kan gå, når folk nægtes elementær anerkendelse. I Danmark føler mange sociale klienter aktivering som krænkende, netop fordi den ikke giver anerkendelse. Når en person oplever denne situation og samtidig må høre på fordomsfyldte udtalelser, går det galt.

En anden side af taber-syndromet beskrives i bogen ”Krigeren, borgeren og taberen” af Ole Thyssen og Henrik Dahl. Ifølge dem betaler det sig at være taber i det moderne samfund. Her lever en voksende godhedsindustri af at fastholde folk i rollen som ofre. Resultatet: en institutionaliseret tabermoral, der fratager folk ansvaret for fiasko og skyder skylden på systemet.
Og hvordan ser taberen så ud? Jo, han nøjes ikke med at være i nød, han spekulerer også i at være det. Han beregner, om det kan betale sig at arbejde, og han overdriver sine skavanker for at blive berettiget til mere støtte. Han indstiller sig på, hvad socialarbejderen kræver af ham, når han skal være syg, og han præsenterer sig som et svigtet offer, hvis hans krav afvises.
Det har resulteret i, at et ganske vist lille fåtal har valgt deres egen strategi, nemlig det sorte arbejdsmarked. I 2008 havde hver fjerde dansker været i berøring med den sorte økonomi, der årligt omsætter for 21 milliarder kroner. Personer på kanten af det ordinære arbejdsmarked udgjorde hele 21 procent. Heraf var 6 procent pensionister eller efterlønnere, 5 procent var på kontanthjælp eller sygemeldte, 4 procent under uddannelse og 2 procent arbejdsløse.

Og her viste det sig ganske overraskende, at de svageste og mindst arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere - som man har placeret i de såkaldte matchgrupper 4 og 5 - arbejdede lige så meget sort som de stærkere kontanthjælpsmodtagere.

Det er faktisk lidt af et mirakel, for ifølge definitionerne på matchgrupperne kan en person i matchgruppe 5 stort set ikke arbejde. Han eller hun ”har så omfattende begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at den ledige aktuelt ikke har nogen arbejdsevne, der kan anvendes i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked”. Men på det sorte arbejdsmarked kan de altså bruges.

Heller ikke personer i matchgruppe 4 burde kunne arbejde noget videre; arbejdsevnen er ”aktuelt så betydeligt nedsat, at jobfunktioner, der er forenelige med den lediges kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked.” Det sorte arbejdsmarked trodser denne definition og tager imod med åbne arme.

Det er en succeshistorie. Giv dem, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet de rigtige betingelser, så skal de nok selv klare at blive aktiveret. Men det skal kunne betale sig at arbejde, og det gør det ikke, hvis man følger reglerne.

Direktør i Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Verner Sand Kirk, har som tidligere ansat i Beskæftigelsesministeriet forestået en større rapport, Kulegravning af kontanthjælpsområdet (2006), som glimrende illustrerede problemet.

Her dokumenteres det, at mange intet får ud af at gå i job - gevinsten ædes op af skat og modregning af boligstøtte, modregning for ægtefællen og bortfald af friplads i institutioner. Ifølge Sand Kirk skal der ikke købes mange busbilletter til og fra job, før hele den økonomiske fremgang er væk.

Alt i alt betyder det, at folk bliver hængende i kontanthjælpssystemet. Vi har med Sand Kirks udtryk fået en ”discountførtidspension”, en midlertidig førtidspension på en lavere sats. Men ifølge ham uden at diskutere, hvordan det hænger sammen.

”Dengang marginalskatten for dig og mig var på 62 procent, var der alvorlige diskussioner af, hvor dybt skadelig denne høje procent var for arbejdsudbuddet og innovationen og de vellønnedes lyst til at tage ekstra fat. Det virkelige marginalskatteproblem handler om de 750.000 uden for arbejdsmarkedet, hvis marginalskat hyppigt er på 100 procent”.

Men når økonomien snart vender, vil beskæftigelsen så ikke stige. Det er der ikke meget, der tyder på. Selv om Danmark har været gennem en historisk og langvarig højkonjunktur, er der hele vejen
igennem stort set samme antal på indkomstoverførsel. Fra 2001, hvor Fogh Rasmussen blev statsminister, til 2009 steg tilgangen til indkomstoverførsler fra 754.000 i 2001 til 796.000 sidste år.

»Det er et af vores mest uhyggelige paradoksproblemer, at så store grupper forbliver uden for arbejdsmarkedet selv under så ekstrem en højkonjunktur som den, vi lige har været igennem,«
siger Verner Sand Kirk.

Det er på tide at tænke nyt. For det første må vi væk fra klientgørelsen – fra taberfarikkken og for det andet skal det kunne betale sig at arbejde ikke kun for de højtlønnede, men også folk i den anden ende af skalaen.

Hvad ville der ske, hvis vi erstattede det indviklede system af overførselsindkomster, der i dag administreres af en hærskare af kontrollanter, med en basisindkomst af nogenlunde samme størrelse – blot uden betingelser. Ja endda med mulighed for at tjene penge oveni fra et eventuelt job?

Vil de folk på overførselsindkomst så ikke bare lægge sig på sofaen. Vi ved det ikke, for vi har ikke prøvet. Men det er ikke sandsynligt. Danskerne elsker nemlig at gå på arbejde. Hovedparten af de vågne timer i døgnet for en offentligt ansat foregår på kontoret eller i institutionen. Vi har en meget høj erhvervsfrekvens, og alle sociologiske undersøgelser viser, at en stor del af vores identitet og vor jagt på anerkendelse er knyttet til det professionelle virke. Måske bunder en væsentlig del af vores selvrespekt også i det arbejde, der på sin vis både synes at være et primært livsbehov og et nødvendigt onde. Samtidig er lønarbejdet uomgængeligt for at overleve og fornøje sig i vare- og forbrugssamfundet.

Basisindkomst til alle borgere uden betingelser blev indført i Alaska for over tyve år siden. Den er endnu ikke så stor, at man kan leve af den alene, men den har haft en positiv virkning på Alaskas økonomiske udvikling og har ikke hæmmet borgernes lyst til at arbejde.

Helt friske erfaringer fra Namibia og Brasilien har vist interessante resultater af en betingelsesløs basisindkomst. Her har man i to områder uddelt basisindkomst til alle indbyggere. Dette blev suppleret med rådgivning, og resultatet har været overraskende positivt. Det viste sig, at folk ikke drak pengene op, som kritikerne havde forudsagt. Tværtimod. De startede på uddannelse, begyndte at sende deres børn i skole, skaffede sig et job eller købte ekstra såsæd og husdyr. Kort sagt. De tog deres tilværelse i egne hænder.

Men det var jo i to relativt fattige lande. Vil det virke i Danmark? Vi ved det ikke, før vi har prøvet. Det var måske et forsøg værd.

Inger Støjberg (V) iværksatte i april en ”væk med bøvlet”-kampagne, der skulle mindske bureaukratiet på beskæftigelsesområdet. 45 minutter af hver time bruges nu på administration. Siden Inger Støjberg blev beskæftigelsesminister er antallet af regler vokset med 72 nye love, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger. Som Lenin sagde: Tillid er godt, kontrol er bedre - eller er det?

Hvad med at benytte den stigende ledighed til at tænke nyt. Forestil dig. at de ledige i stedet for som nu at skulle kontrolleres i alle ender og kanter i stedet fik deres understøttelse uden betingelser. Og hvad nu, hvis de oven i købet kunne tjene så meget de ville uden modregning, så det kunne betale sig at arbejde.

Hvad ville der ske, hvis man erstattede understøttelsen med en basisindkomst af samme størrelse, men uden betingelser. Så kunne man skrotte hele kontrolapparatet og sætte kontrollanterne og kratluskerne til at lave noget fornuftigt.

Vi har faktisk prøvet noget, der ligner lidt. Mimi Jakobsen indførte hjemmeserviceordningen i 1994. Den bestod i et statstilskud på 50 procent af lønnen til udførelse af jobs som rengøring og havearbejde.  Ordningen var meget populær, og dens bortgang blev begrædt af mange, ikke mindst børnefamilier.

Et andet eksempel var iværksætterydelsen, som bestod i en halv understøttelse i 6 måneder. Den var med til at sætte mange små firmaer i gang, men blev også droppet igen uden, at noget andet blev sat i stedet. Iværksætterne har det ikke let. De fyldes med kønne ord, men ingen penge.

Men har vi råd – og kan det finansieres? Ja der er udarbejdet flere modeller på hvordan man kan indføre ikke bare en udskiftning af de nuværende overførselsindkomster med basisindkomst, men en basisindkomst til alle borgere i Danmark, unge som gamle.

Som systemet er nu, udgør de samlede overførselsindkomster ca. 250 mia. kr. Det ville ikke koste en krone ekstra at uddele disse penge uden betingelser – og det ville fjerne klientgørelsen og spekulationen i at være syg eller svag. Tabersyndromet ville fordufte.

Og så kunne vi sætte kontrollanterne til noget mere fornuftigt arbejde, fx fuldtids at hjælpe de ledige med at få et job, i stedet for som nu kun 15 minutter af hver time.

Og hvis vi indførte basisindkomst for alle, fx som en negativ skat som skattevæsenet kunne administrere, så kunne man nedsætte mindstelønnen.

Et eksempel: Du kan tjene 16.000 om måneden før skat, men det svarer nogenlunde til hvad du får fra det offentlige. Hvis vi nu indfører basisindkomst for alle i form af en negativ skat på fx 8.000, ville du få 8.000 kr mere i lønningsposen. Det er muligt, at lønnen for det job, du ønsker, nu falder fx 4.000 (efter skat). Det er et spørgsmål om, hvad fagforeningerne kan forhandle sig frem til. Netto får du nu med den nye ordning udbetalt 4.000 kr. mere om måneden, end før.

Og arbejdsgiveren slipper 4.000 kr billigere (efter skat) pr måned for at have dig ansat. Det vil gøre det attraktivt for mange arbejdsgivere at ansætte nogle af de folk, der ikke kan tjene deres løn hjem i dag, fordi den er for høj, fx hjemmeservicefirmaer. Vi ville både få en stærkt forbedret konkurrenceevne og få flere i arbejde

Og det ville kunne være et ganske vist beskedent sikkerhedsnet under en ny iværksætter, en kunstner, musiker. Ja skuespillerne, der i dag stresses rundt af a-kasserne, når de ind imellem er ledige, kunne få lov til at koncentrere sig om det, de er bedst til.

Men vigtigst af alt: Vi ville få et mere frit samfund, med mere ligelige vilkår, mere ansvarlige borgere og mindre statsstyring.

Hvad venter vi på. Det her er ikke en sag for enten blå eller rød stue. Hvem kommer først?