Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Sociologen Rune Bager har gjort os den tjeneste at opregne VK-regeringens 25 største brølere. Tak for det. Det er nu ikke brølere. De nævnte 25 eksempler er alle vigtige elementer i regeringens nyliberale politik, som de selv er vældig tilfredse med. Se listen her.
Sociologen Rune Bager har gjort os den tjeneste at opregne VK-regeringens 25 største brølere. Tak for det. Det er nu ikke brølere. De nævnte 25 eksempler er alle vigtige elementer i regeringens nyliberale politik, som de selv er vældig tilfredse med. Se listen her.
1. Afdragsfri lån – fordi man ikke skal stole på realkreditinstitutter, som har lånt ud til folk, der reelt ikke havde råd, hvilket har bidraget til de voldsomme prisstigninger på boliger og er med til at forværre finanskrisen i Danmark.
2. Politireform – fordi ressourcerne ikke rækker, og politiet ikke kan løse sine opgaver, hvilket fører til mere organiseret kriminalitet og vold ude af kontrol.
3. Starthjælp til indvandrere – fordi man giver nye borgere et urimeligt dårligt grundlag at starte ud med og skaber borgere til 2.-klasses-borgere, hvilket reelt er et opgør med den universalistiske velfærdsstat, som vi ellers bryster os af i Danmark.
4. Manglende vilje til skattereform og andre reformer – fordi det betyder enorme udgifter f.eks. pga. den fortsatte efterløn og mangel på arbejdskraft i en tid med efterspørgsel på arbejdskraft.
5. Vildledning om EU-regler i forhold til familiesammenføring – fordi det i særdeleshed er urimeligt for de mennesker, som har været vildledt, og pinligt i almindelighed, at regeringen ikke reelt vil anerkende de EU-rettigheder, som danske statsborgere har.
6. Udhuling af det offentlige sundhedsvæsen – de private hospitaler er blevet styrket, fordi man ikke har tilført flere ressourcer til det offentlige sundhedsvæsen i forbindelse med behandlingsgarantien, hvilket har medført massiv affolkning af personale i det offentlige sundhedssystemet.
7. Deltagelse i Irakkrigen – fordi deltagelsen hviler på løgn og latin, og fordi arbejdet efter den hurtige invasion har været så dårligt forberedt og behæftet med fejl, at det næppe kunne være gået meget værre – og fordi det har forhindret en løsning af Afghanistankrigen pga. ressourcemangel.
8. Universitetsreformen – fordi det har fjernet universiteternes selvstyre og demokratiske tradition gennem adskillige hundrede år, og fordi det er med til at flytte fokus fra grundforskning og nysgerrighed til anvendelsesorienteret viden, der kan skabe profit.
9. Forhøjede hastighedsgrænser – fordi forskningen forinden og erfaringerne efterfølgende har vist, at det har skabt ringere trafiksikkerhed og flere ulykker, dér hvor hastighedsgrænserne er blevet sat op.
10. Muhammedkrisen – fordi regeringen ønskede at profilere sig som hardliner i stedet for at udøve almindeligt diplomati og dermed forværrede Danmarks internationale ry – dog ikke blandt folk på den amerikanske højrefløj.
11. Støtten til Bjørn Lomborg og nedprioritering af miljø og klima – som i øvrigt er dobbelt komisk nu, hvor Danmark åbenbart skal markedsføres som klimavenligt land.
12. Strengere straffe, manglende resocialisering – fordi al forskning viser, at fængsler er forbryderskoler, som fører til mere kriminalitet.
13. Skattestop – fordi det har forringet den offentlige service og bl.a. medført forfald af offentlige bygninger, samtidig med at husejere med stigende friværdier ikke har betalt skat af værdiforøgelserne.
14. Nedprioritering af det psykiatriske behandlingssystem – fordi det har skabt ringere forhold for de svageste i samfundet og medført øget kriminalitet og vold blandt psykisk syge.
15. Afhængighed af Dansk Folkeparti – fordi det har fastlåst dansk politik i en skruestik, hvor der kun tages kortsigtede hensyn til bestemte samfundsgrupper.
16. Kulturkanon – fordi det skaber en falsk opfattelse af dansk kultur som statisk, gammeldags og uafhængig af omverdenen.
17. Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussens angreb på smagsdommere – fordi folk med viden og indsigt er blevet trynet, og det har banet vej for fordummelse og ligegyldighed.
18. Normalisering af Christiania – alene fordi selve ordet ’normalisering’ lyder fascistisk, og fordi argumenterne er smålige og tegn på misundelse – frem for et ønske om reelt at skabe fornyet energi og dynamik på fristaden.
19. Nedskæring på ulandsbistand – fordi et af verdens rigeste lande burde kunne yde mere, og fordi vi har skåret i både velfungerende og gennemevalueret bistandssektor.
20. Gymnasiereformen – fordi den driver tværfaglighed ud i excesser på bekostning af reel faglighed.
21. Familiekommissionen – fordi det var spildt arbejde og dens konklusioner hurtigt blev glemt af regeringen.
22. Behandlingen af de afviste irakiske asylansøgere – fordi det afslører, at regeringen er blottet for anstændighed og i lommen på Dansk Folkeparti.
23. Aftalen om Femern Bælt-forbindelsen – fordi den lader Danmark betale uforholdsmæssigt meget af broen, som ingen danskere rigtigt synes er de mange penge værd.
24. Strukturreformen – fordi den ikke har ført til større effektivitet og bedre service over for borgerne, men mere administration, øgede udgifter og ringere service. Og fordi konstruktionen med regionerne på ingen måde er en holdbar løsning, som folk har tillid til – blot et stort besvær for noget, der givetvis laves om meget snart.
25. Klimatopmødet i København i december 2009 – mest fordi regeringen på selvfed og provinsiel vis havde banket forventninger helt op over CO{-2}-skyerne og skabt et billede af et COP15 i København ville være dét, som kunne redde verden. Derfor blev skuffelsen og forvirringen så meget desto større oven på et skuffende, men på mange måder forståeligt resultat. Men det værste var faktisk den klimatræthed, som har sænket sig ikke blot i Danmark, men i store dele af verden, hvor klimaskepsis igen har fået kronede dage.