Af Per Sørensen, BIEN (Basic Income Earth Network)

Når man må konstatere, at der skal flere og flere medarbejdere til at administrere den offentlige sektor, er der flere forklaringsmuligheder:

Måske arbejder medarbejderne i den offentlige administration langsommere og langsommere, måske bliver der mere og mere at lave, måske bliver arbejdsopgaverne mere og mere komplicerede.

I erhvervsvirksomheder vil fokus, når rationalisering tiltrænges, næsten altid være på den sidste mulighed, idet man ikke har grund til at formode, at medarbejderne slækker arbejdstempoet, og fordi en øget arbejdsmængde typisk er resultatet af en ønskelig vækst.

Rationaliseringsforanstaltninger vil der typisk bestå i, at man forsøger at forenkle administrative rutiner og arbejdsgange og ændre virksomhedens organisatoriske opbygning.

I offentlig administration er muligheden for at gøre noget lignende relativt begrænsede. Man taler jo om ”offentlig forvaltning”, i og med at arbejdet består i at forvalte et lovgrundlag, som er skabt andetsteds, og som man selv har ringe eller ingen indflydelse på.

Vekslende regeringer har da også givet udtryk for vilje til at sanere og forenkle, men det ser unægtelig ud til at kompleksitetens inerti er stærkere end de gode viljers dynamik. Der opstår i hvert fald flere og flere hensyn, der skal inddrages i kommunale beslutninger: miljø, fredning, trafik, naturbeskyttelse, alle repræsenteret af styrelser og foreninger med adgang til behandling i en eller flere ankeinstanser. På dette område er det svært at argumentere for forenkling. Større investeringsprojekter har jo konsekvenser på disse områder; vi har blot ikke erkendt det tidligere.

På et andet område er det derimod muligt at foretage et paradigmeskift, der vil medføre en betydelig forenkling.

En væsentlig offentlig opgave består i at administrere fordelingen af indkomstoverførsler på årligt ca. 250 mia. kr. på en måde, så ingen får hverken mere eller mindre end det, de har krav på, ifølge en af op imod 100 forskellige ”ordninger”.

Man behøver ikke at have hørt mange af radioudsendelserne "Ret og Pligt" for at forstå, at regelsystemerne er så indviklede og mangesidige, at det kniber for selv veluddannede sagsbehandlere at finde ud af dem.

Faktisk er formålet med hele dette lovkompleks ret simpelt, nemlig at sikre, at mennesker, der ikke selv kan skaffe sig midler til et eksistensgrundlag, tildeles sådanne midler af det øvrige samfund. Når man har 250 mia. at gøre godt med, hvilket trods alt er kr. 50.000 til hver af landets 5 millioner indbyggere, burde det være en overkommelig opgave.

Men når det må konstateres, at der stadigvæk er mennesker i Danmark, som betegnes som fattige, må man konkludere, at det komplicerede fordelingssystem ikke løser opgaven fuldt ud, hvilket under det gældende paradigme kalder på endnu flere ”ordninger” til at gøre det sociale sikkerhedsnet tættere. Er det ikke lykkedes med 100 tilskudsmuligheder, så må vi jo forsøge med 101!

En anden mulighed var det måske at erstatte en stor del af de eksisterende ordninger med én ydelse: en ubetinget, skattefri basisydelse til alle skatteydere svarende til en defineret fattigdomsgrænse. Meningen med at indføre en sådan, må jo da være at sikre, at ingen bør klare sig med mindre, ellers er det et slag i luften.

Den offentlige myndighed, der bedst kender eller i hvert fald må formodes bedst at kende den enkelte borgers økonomi, er skattevæsenet eller som det i dag hedder: SKAT.

Den enkleste måde at administrere den ubetingede basisydelse på vil derfor være at lade SKAT gøre det i form af en negativ skat; en ide, der faktisk er anbefalet af en række nobelpristagere i økonomi og det tyske regeringsparti FDP.

Rent praktisk kunne det f.eks. lade sig gøre ved at give alle et skattefrit fradrag på selvangivelsen svarende til basisindkomsten og beskatte alle indkomster med en flad skat på f.eks. 50%. Hvis totalindkomst minus basisindkomst er negativ, udbetaler SKAT forskellen.

Dette vil med en basisindkomst på kr. 96.000 give følgende indkomstbeskatning og rådighedsbeløb: 

Det ses, at kombinationen af en skattefri basisindkomst og en flad skatteprocent medfører en progression i beskatningen.

En sådan skattemodel vil medføre, at alle får lov til at beholde halvdelen af enhver indtægt, de selv kan skaffe, medens bistandsmodtagere under det nuværende system oplever en marginal beskatning af egenindtægt på 80-100%.

Det skal naturligvis stadigt være muligt at sikre sig ekstra indkomst i tilfælde af arbejdsledighed gennem en arbejdsløshedskasse eller anden forsikring, men forsikrede og ikke forsikrede vil blive ligestillet for så vidt angår de offentlige kasser. I dag er der jo faktisk tale om en udtalt forskelsbehandling, idet medlemmer af en arbejdsløshedskasse umiddelbart har adgang til offentlig støtte uanset deres privatøkonomi, medens ikke-forsikrede behandles efter samme regler som andre bistandsmodtagere.

Den hyppigste indvending mod at lancere en ubetinget basisydelse er, at det vil fjerne folks incitament til at søge arbejde: Når man er sikret sit daglige brød, vil man blive hjemme på sofaen!

Det nuværende system er da også begrundet i en opfattelse af, at mennesker i al almindelighed ikke vil påtage sig lønnet beskæftigelse, hvis de kan få deres livsfornødenheder dækket på anden måde. Med andre ord at det er nødvendigt at supplere den økonomiske gulerod med en tvangsmæssig pisk for at sikre det nødvendige udbud af arbejdskraft.

Ubetinget basisindkomst bygger på den opfattelse, at de allerfleste mennesker vil være motiveret til at påtage sig lønnet beskæftigelse for at få adgang til materielle goder ud over eksistensminimum, og desforuden at få dækket en række psykologiske behov: fællesskab, udfordringer og status.

Fordelen ved indførelse af en basisydelse for samfundshelheden vil være, at ydelsen vil:

·        give alle borgere samme grundlæggende økonomiske tryghed og ophæve skellet og modsætningen mellem ”ydende” og ”nydende” samfundsborgere.

·        skabe større fleksibilitet og frihed på arbejdsmarkedet og medvirke til bedre at fordele lønarbejdet.

·        skabe større rum for familien, for kunstnerisk aktivitet, for omsorgs- og miljøarbejde i lokalsamfund og for den generelle deltagelse i demokratiet.

·        sikre den enkelte et eksistensminimum uden bureaukrati og klientgørelse

·        afskaffe pensionistbegrebet og dermed faste grænser for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

·        sikre, at alle vil have økonomisk fordel ved at påtage sig lønnet beskæftigelse

·        frisætte betydelig arbejdskraft i offentlig administration.

Hidtil har intet af de politiske partier vist nogen som helst interesse for begrebet basisindkomst. Alle taler om reformer, men reformviljen indskrænker sig til at lappe på de 100 eksisterende ordninger for tildeling af indkomstoverførsler.

Det er i den forbindelse nok værd at notere sig, at tanken om at indføre en ubetinget basisindkomst ikke er fremmed i flere andre lande. Således har det brasilianske arbejderparti på dets kongres i februar med deltagelse af 1350 delegerede enstemmigt tilsluttet sig følgende retningslinier som en del af programmet for partiets præsidentkandidat ved præsidentvalget i år, Dilma Rousseff:

Overgang fra det eksisterende tilskudssystem (Bolsa Familia Program) til en egentlig basisindkomst (Citizen´s Basic Income – CBI), uden betingelser, som en ret for enhver til at få del i nationens velstand i medfør af lov 10.853/2004, der var et initiativ fra arbejderpartiet godkendt af alle partier i Nationalkongressen og sanktioneret af Præsident Luiz Inácio Lula da Silva den 8. januar 2004.