Sun Tzu er en af verdens største militærstrateger. Han levede i Kina fem hundrede år før Kristus, men hans værk, det første nogensinde om krigskunst har inspireret store nutidige strateger som Mao Tse Tung og Ho Chi Minh. Takket være hans teorier led verdens stærkeste militærmagt et forsmædeligt nederlag i Kina og Nordvietnam. Og nu gentager historien sig i Irak og Afghanistan.

Tænk hvis de amerikanske præsidenter havde overvejet Sun Tzu’s måske vigtigste militærstrategiske tese:

"Den dygtige leder besejrer sin fjende uden kamp"

I stedet kastede USA sig ud i krig i Afghanistan og Irak. Man havde ingen mål og konkrete planer for hvordan den skulle afsluttes. Det lyder som hul i hovedet, men forklaringen kan blandt andet søges i de militærindustrielle interesser, der har så stor indflydelse i Washington. Sun Tzu advarede om, at krigsførelse kan blive meget dyr. Men der kan også tjenes penge på den.

Og hvad var det for en fjende, USA gik i krig med? Herom skrev Sun Tzu:

”Hvis du kender fjenden og dig selv, skal du ikke frygte hundrede slag. Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du lide ét nederlag for hver sejr. Hvis du hverken kender dig selv eller fjenden, vil du tabe alle dine slag.”

USA kendte absolut intet til fjenden, muslimsk kultur, religion, betydning af stammer og klan, deres historie og følsomheden over at have været koloniseret, kort sagt hvorfor de hader Vesten og USA. 


”Intet land har haft fordel af en lang krig.”
 
Igen er problemet, at militærindustrien lever af krig. At vinde er irrelevant, Det handler om at holde forretningen i gang. Udvikling af den berømte Joint Strike fighter, som Danmark også skal købe sig fattig på, har underleverandører i 44 stater i USA bakket op af en hærskare af lobbyister.

Offentligheden forstår skandaler som bygning af en bro, der ingen steder fører hen, men en million dollar pr soldat for at sende 30.000 flere til Afghanistan går fint uden nævneværdige protester.

”Bryd fjendens alliancer”

Hvad har USA gjort? Det modsatte. Det er lykkedes at ophidse muslimer, så de på tværs af gamle skel mellem sunnier og shiitter arbejder sammen. USA har fået hele den muslimske verden på nakken. Imens er det lykkedes bin Laden at splitte USA’s alliance, så USA står næsten alene i Irak og Afghanistan. USA’s fjender omfatter i dag saudier, iranere, afghanere, pakistanere, yemenitter, somaliere, nigerianere, ja selv europæiske konvertitter.

”Det bedste er at tage fjendens land helt og intakt. At ødelægge det er ikke godt.”

Det er præcis, hvad USA har forårsaget i Irak. En million af landets borgere, flest fra den veluddannede middelklasse er flygtet, Regering og ministerier er i et kaos, valgsystemet fungerer ikke osv. Og det ser ikke bedre ud i Afghanistan

USA’s dage som verdens ubestridte hersker er talte. Og det skyldes ifølge Sun Tzu at:

”Imperier taber, når utilstrækkelige mænd bliver ledere og starter krige uden grund.”

I modsætning til USA tyder noget på, at bin Laden har læst Sun Tzu. Fx dette gode råd:

”Vis dig for fjenden et sted, han må haste hen for at forsvare. Flyt hurtigt til et nyt sted, hvor han ikke forventer dig.”

Eller:
”Den general er dygtig til angreb, hvis hans modstander ikke ved, hvad han skal forsvare og han er god til forsvar, hvis modstanderen ikke ved, hvad han skal angribe.”

I dag forsøger USA at forsvare enhver grænseovergang, ethvert transatlantisk fly, enhver USA ambassade, og frem for alt enhver amerikansk by mod terrorisme. Samtidig har USA ingen anelse om hvor og hvad man skal angribe for at ramme al Qaeda, der breder sig som en kræftsvulst over hele den muslimske verden.

”Hvis din modstander er kolerisk, så irriter ham. Foregiv at være svag, så han bliver arrogant.”

Det efterlever bin Laden. Og det får USA til at gå i hans fælder, så man kører sig selv nedenom og hjem.

”Kæmp ikke med mindre situationen er kritisk. Den gode general er forsigtig. Det er en måde at sikre freden og en intakt hær”.