Det handler om at reducere stigningen i jordens middeltemperatur ved at mindske udledningen af klimagasser, dvs. CO2 fra forbrænding, methan fra ko-prutter, rismarker osv.

Skal vi lige repetere drivhuseffekten. Jorden er pakket ind i et lag af CO2, der virker som glasset omkring et drivhus. Det holder på den varme, der kommer fra solens stråler. Jo tykkere det lag bliver, des bedre holder det på varmen, og des mere stiger jordens middeltemperatur. Det er der stort set enighed om blandt verdens eksperter. Der er et lille mindretal, der er af en anden mening. Dette mindretal bliver brugt af den meget magtfulde lobby for de industrier, der ikke har interesse i en politik, der mindsker CO2-udslippet. Og det er meget store penge der er på spild. Derfor er det meget bekvemt, at der er forskere der gerne optræder som nyttige idioter – og altså i denne sammenhæng som kritikere af de resultater det store flertal, her FN’s klimapanel, IPCC, er kommet frem til om verdens fremtidige klima.

Og så tilbage til virkeligheden
Den globale opvarmning er ved at tage fart, og vi ser allerede nu klimaændringer, som man for fem år siden troede først ville indtræde i løbet af de næste 100 år. Den globale gennemsnitstemperatur er oppe på 0,8 grader over det førindustrielle niveau, og den mængde drivhusgasser, vi allerede har ledt ud i atmosfæren, vil på grund af klimaets forsinkede reaktion betyde en yderligere temperaturstigning på ca. 0,6 grader. Det betyder, at vi skal handle i løbet af de næste 10-20 år, hvis den globale opvarmning skal kunne holdes under 2 grader i forhold til det førindustrielle niveau, som foreløbigt EU har tilsluttet sig som det globale klimamål.

Allerede i 1990 advarede en FN-arbejdsgruppe om, at med en global temperaturstigning på ca. 2 grader kunne vi overskride grænsen for farlige ændringer i det globale klima. Men selv en stigning på 2 grader, ser nu ud til at være for højt, hvis vi skal være sikre på at undgå meget alvorlige konsekvenser af den globale opvarmning. Med en gennemsnitlig global temperaturstigning på 0,8 grader celsius ser vi allerede nu udbredte ændringer fra mere ekstreme vejrforhold som tørke og oversvømmelser til ændringer i økosystemerne.

En global temperaturstigning på over 1,6 grader vil betyde en væsentlig risiko for, at der udløses en irreversibel nedsmeltning af den grønlandske indlandsis. Det kan over en periode på nogle hundrede år resultere i en havstigning på op mod 7 meter.

En global temperaturstigning på 2 grader vil bl.a. betyde et fald i landbrugsudbytterne i hele den ikke-industrialiserede verden og det vil betyde, at mellem 1 og 2,8 milliarder mennesker udsættes for vandmangel, fordi nedbørsmønstrene ændres. Noget, vi allerede nu kan se begyndende tegn på. Man har hidtil regnet med, at en fordobling af CO2-koncentrationen i atmosfæren i forhold til det førindustrielle niveau (når alle drivhusgasserne omregnes til CO2) ville betyde en temperaturstigning på 2,5 grader celsius. Senere analyser tyder dog på, at dette er for lavt sat, og en foreløbig udgave af den kommende IPCC rapport regner da også med en temperaturstigning på 3 grader celsius. En stabilisering på et så højt niveau må anses for helt uacceptabelt.

Skal risikoen for ikke at overstige de 2 graders global temperaturstigning holdes på et acceptabelt niveau, skal vi derfor stabilisere CO2-koncentrationen i atmosfæren på et betydeligt lavere niveau end en fordobling. Vi kan sandsynligvis stadig nå at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader, men det kræver hurtige CO2-reduktioner specielt i den rige del af verden, som står for den største del af de globale udledninger af såvel CO2 som andre drivhusgasser. Beregningerne viser, at de globale udledninger af C02 skal skæres ned til det halve af det nuværende.

Da de rige lande udleder langt det meste CO2, er det nødvendigt, at  i skærer vores udledninger ned med 80% inden år 2050. Med den hastighed, CO2-koncentrationen nu stiger,  skal vi allerede i løbet af det næste årti igang med kraftige nedskæringer af vores CO2-udledninger, hvis vi skal undgå farlige klimaændringer.

Det er muligt og måske endda økonomisk fordelagtigt at satse på klima
Greenpeace har udarbejdet et scenarie, der viser hvordan man kan nå den reduktion, der er nødvendig for at mindske temperaturstigningen.

Ikke alene vil vi kunne opfylde Kyoto-målenene for 2008-12, men også klare, hvad der er nødvendigt efter 2012. Det samlede nordiske CO2-udslip reduceres således med 30% i 2020 og 67% i 2030 i forhold til 1990. I modsætning hertil fører referencescenariet til et stigende  CO2-udslip, som i 2030 er 36% over 1990-niveau.

En sammenligning viser, at det nordiske energiscenario ikke vil medføre ekstra omkostninger for de nordiske lande af nævneværdig betydning. Med en middel eller høj stigning i brændselspriserne, vil det nordiske energiscenario tværtimod være samfundsøkonomisk fordelagtigt.

Så det er bare at komme i gang. Problemet er  bare, at der er meget store økonomiske interresser på spild. Kernekraftlobby, olieindustri, bilindustri. Kraftkrævende industri osv. Og de bruger mange penge på at påvirke opinion og politikere.

Hent hele rapporten her:
http://www.greenpeace.org/raw/content/denmark/press/rapporter-og-dokumenter/a-viable-energy-strategy-short.pdf


Hvad går Kyotoprotokollen egentlig ud på
Protokollen, der blev vedtaget i 1997 er den første internationale aftale nogensinde, der sætter målbare mål for de deltagende landes reduktion af drivhusgasudledning. Først i 2001 blev parterne enige om de tekniske detaljer i protokollen. Dertil skulle det tage næsten yderligere fire år før antallet af lande, der tilsammen stod for 55% af de industrialiserede landes CO2-udledning, havde ratificeret protokollen. Således blev Kyoto-protokollen først endeligt bindende i 2005, altså næsten otte år efter enigheden i Kyoto.

Kyoto-protokollens mål
Kyoto-protokollens mål er at reducere de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser med mindst 5,2 % i forhold til niveauet i 1990 – og det mål skal nås inden 2013. EU forpligtigede sig i aftalen til at reducere med 8 %, USA med 7 %, Canada og Japan med 6 %. Til trods for Kyoto-protokollens indledende aftale ratificerede USA aldrig Kyoto-protokollen, og det gør det svært at nå protokollens samlede mål.

Midlerne til at nå målet
Kyoto-protokollen tillader flere forskellige måder at reducere udslippet af drivhusgasser på. For ikke at gøre omkostningerne for de enkelte lande alt for høje, besluttede man i forhandlingerne at indføre de tre såkaldte fleksible mekanismer.


• Handel med emissionskvoter (IET – International Emissions Trading) er en mekanisme, der tillader industrialiserede lande og deres virksomheder at købe kvoter fra andre industrialiserede lande eller deres virksomheder, hvis disse har kvoter i overskud.

• Joint Implementation (JI) og Clean Development Mechanism (CDM) er mekanismer, der tillader virksomheder i industrialiserede lande, eller landene selv, at arbejde på reduktionsprojekter i andre industrialiserede lande for at opnå de kvoter, der kommer fra disse reduktionsprojekter.

National allokeringsplan (NAP)
For at sikre sig at hvert enkelt EU-land lever op til sine reduktionsforpligtigelser, skal alle lande lave en national allokeringsplan, som skal godkendes af EU-kommissionen. Allokeringsplanen beskriver meget detaljeret, hvilke sektorer og virksomheder der skal reducere med hvor meget, altså helt konkret hvor mange tons CO2, hver enkelt kvotebelagt virksomhed må forurene. Derved har hver eneste kvotebelagt virksomhed et klimaregnskab, de skal overholde. Således er el-sektoren i Danmark pålagt de største reduktionskrav, mens transportsektoren slet ikke er pålagt nogen krav. Danmarks NAP bliver lavet af energistyrelsen

Kilde: http://www.climateminds.dk/ressourcerum/klimapolitik/kyoto-protokollen/