Modernetider.dk - http://www.modernetider.dk
Hvordan finansierer Taliban sin krigsførelse?
http://www.modernetider.dk/articles/118/1/Hvordan-finansierer-Taliban-sin-krigsfArelse/Side1.html
Ebbe Lauridsen

Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.

Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.

 
af Ebbe Lauridsen
Publiceret på 11/14/2009
 
Det er umuligt at gennemskue de pengestrømme der breder sig i det virvar af korruption, narko og beskyttelsespenge i Afghanistan. Kun et er sikkert: Vesten finansierer selv det meste af Talibans krigsførelse.

Præsident Hamid Karzai har en fætter

Præsident Hamid Karzai har en fætter. Han hedder Ahmad Rateb Popal og er forhenværende talibaner. Han mangler venstre arm og har en deformeret højre hånd, da hans terrorbombe en gang gik af for tidligt. Sammen med sin bror, Rashid  kontrollerer han Watan Gruppen, der bl.a. sørger for beskyttelse af lastbilkonvojer, der leverer forsyninger til de amerikanske tropper.

Et af de transportselskaber, Watan beskytter, er NCL Holdings. Det ledes af Hamed Wardak, som er søn af Afghanistans nuværende forsvarsminister, general Abdul Rahim Wardak.

Hamed har også gjort en forrygende karriere inden for det afghanske forretningsliv. Han blev uddannet i USA og blev tilknyttet den neokonservative tænketank, American Enterprise Institute.

Wardak etablerede NCL i Washington i 2007 og skaffede sig en tidligere CIA-officer, Milton Bearden som medlem af selskabets Advisory Board. Og så gik det stærkt. Firmaet voksede til det mangedobbelte og sørger i dag for transporten af en stor del af forsyningerne til de amerikanske baser. Det drejer sig om alt lige fra toiletpapir til køretøjer, våben og ammunition.

Og sikkerheden klarer Watan takket være sine nære forbindelser til Taliban. Amerikanske embedsmænd lægger ikke skjul på, at flere hundrede millioner dollars i form af beskyttelsespenge går lige i Talibans lommer.

Det er umuligt at gennemskue de pengestrømme der breder sig i det virvar af korruption, narko og beskyttelsespenge. Kun et er sikkert: Vesten finansierer selv det meste af Talibans krigsførelse.