Det er almindeligt kendt, at folk med mærkelige mellemøstlige navne undertiden har problemer med at få job selvom de fagligt og kompetencemæssigt er fuldt på højde med etniske danske ansøgere. Det giver utilfredshed og er ikke godt for sammenhængskraften i det danske samfund.

At der også kan optræde mere subtile og skjulte årsager til utilfredshed, er vel beskrevet. Hvad mon det betyder for et menneske dag ud og dag ind at høre sig selv og sin religion og etniske herkomst nedsættende omtalt - for eksempel at “de fremmede formerer sig som kaniner”?

Den tyske sociolog Axel Honneth har i en årrække forsket i hvad der sker, når folk ikke blot diskrimineres men nægtes elementær anerkendelse.

Når de socialt laveste klasser udviser protestadfærd, brænder biler, råber islamistiske slagord eller endnu værre leger med tanken om terrorisme, er det en reaktion på krænkelser af naturlige og almenmenneskelige forventninger om at blive anerkendt – en anerkendelse, som man ikke af gudgivne eller andre ovenfrakommende moralske årsager har krav på, men som man skal gives, fordi manglende anerkendelse opleves som en følelse af personlighedstab.

Ifølge Honneth findes der former for uretfærdighed, som er vanskelige at beskrive, fordi de ikke er umiddelbart synlige, men som kan registreres og empirisk dokumenteres. Krænkelser af vores krav på anerkendelse kan resultere i en sygelig udvikling af samfundet.
 
Det er et problem, at socialt marginaliserede mennesker fra systemets side kategoriseres og diagnosticeres som afvigere, fordi resultatet ofte bliver, at systemet, der har til hensigt at hjælpe, i stedet krænker individets krav på anerkendelse. For eksempel oplever rigtig mange sociale klienter aktivering som krænkende, for den bibringer ingen anerkendelse. Tvært imod understreges klientens underlegenhed, og resultatet bliver en yderligere marginalisering

Når en person oplever denne situation og samtidig må høre på fordomsfyldte udtalelser som denne fra Pias ugebrev, går et galt:

»Bistandsloven er passé, fordi den passede til en dansk familietradition og arbejdsmoral og ikke til muslimer for hvem, det er hæderligt at blive forsørget af andre, mens konen føder en masse børn.«

Dansk Folkeparti gav en marginaliseret vælgergruppe stemme, da partiet kom ind i magtens centrum som støtteparti for VK-regeringen. Frygten for en usikker fremtid i en stadigt mere accelererende verden blev med stor dygtighed omsat i vælgertilslutning, men nu betaler vi prisen.

Danmark var engang et samfund kendt for rummelighed og fordomsfrihed. De tider er forbi.

Giv os Danmark tilbage!