Anders Fogh og hans regering har ikke ligget på den lade side i de snart otte år, de har siddet på magten. Vi har været ude i et sandt stormvejr af reformer: Velfærd, retsvæsen, sygehuse og kommuner er som forvandlet. Hvorfor denne iver i et land, der kan bryste sig af at være en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier og tilmed har verdens lykkeligste befolkning.

 Hvilken virkning reformerne vil få vides ikke. Det hele bygger på nyliberalistiske forestillinger, der ikke har meget hold i virkeligheden.

Sådan begyndte det
I slutningen af 1970-erne blev det mere og mere klart, at velfærdsstaten var blevet ustyrlig. Politikerne kunne ikke hamle op med de stærke offentligt ansatte og deres faglige foreninger, der talentfuldt kunne spille på vælgernes behov for bedst mulig velfærd.  De offentligt ansatte kunne forene disse interesser med deres egne: størst mulige budgetter, flest muligt ansatte, mindst muligt arbejde, størst mulige lønninger.

Men så skete der noget. Det startede i Storbritannien i 1979, da Margaret Thatcher overtog premiereministerposten. Siden har vi oplevet en veritabel kulturrevolution, der i Danmark for alvor tog fart, da VK-regeringen støttet af Dansk Folkeparti tog over i 2001.

Anders Foghs liberale anarkistbombe: ”Fra socialstat til minimalstat” fra 1993 var forfriskende, men hvem kunne have forudset, at den i den grad kom til at indvarsle den kulturrevolution, vi har været kanonføde i.

Hvad ligger der egentlig bag de nye smarte begreber: New Public Management, Public Choice, Principal Agent, som regeringen pakker sin kulturrevolution ind i? - og har de virket i praksis?

Først lidt om New Public Management-værktøjskassen (NPM), som regeringen har benyttet. Den indeholder:
• privatisering, udlicitering, BUM (bestiller-udfører-model) o.l.
• valgfrihed, brugertilfredshedsundersøgelser, evaluering taxameterstyring
• konkurrence om budgetmidler, resultatkontrakter, koncern - og virksomhedsstruktur.
• managementagtig ledelse, mål - og resultatstyring, resultatorienterede lønsystemer o.l.

NPM har således vist sig at være meget mere end blot et moderniserings - og effektiviseringstiltag. NPM er et integreret element i et nyliberalistisk samfundspolitisk projekt med det formål at fremme markedsstyring på bekostning af velfærdsstat og velfærd og medarbejdere.

Public choice
Public Choice  bygger på forestillingen om det ideale neoklassiske marked, hvor homo economicus – det nyttemaksimerende individ hersker, og betragter politik som et marked, hvor det er konkurrencen mellem politikere og politiske partier, der bestemmer politikken, idet politikerne for at hente stemmer må formulere standpunkter, der tiltrækker flest mulige vælgere.

Public Choice sammenblander private valg og kollektive valg, hvorved kollektive valg forenkles og reduceres til private individuelle valg, men politik handler ikke bare om egen velfærd, men om samfundets udvikling og påvirker direkte andres velfærd. De kollektive valg i de politiske beslutningsprocesser foregår dermed i en anden type beslutningssystem med en anden rationalitet end de private valg på markedet.

Principal Agent
Også Principal Agent teorier anvender neoklassisk mikroøkonomisk teori - her på relationen mellem principal (politisk/administrativ leder) og agent (medarbejdere). Hermed overføres den markedsøkonomiske tankegang på styrings -, ledelses - og personaleområdet.

Det er igen markedets "homo economicus", der anvendes på et ikke-markedsøkonomisk område, her bureaukratiet. Det antages, at medarbejderne i den offentlige sektor ligesom agenterne på markedet er nyttemaksimerende, og at de offentligt ansatte derfor vil pleje deres egne interesser i forhold til de politiske beslutningstagere. Og eftersom de offentligt ansatte menes at have fat i den lange ende i den politiske beslutningsproces, vil de vinde over politikerne og dermed over forbrugerne, der jo repræsenteres af politikerne.

Den umenneskelige nyliberalisme
Nyliberalismen antager, at samfundet består af "atomiserede enkeltindivider", der mere eller mindre uafhængigt af og til tider i konkurrence og modstrid med hinanden søger at maksimere deres individuelle egennytte.

Når nyliberalismen kun betoner den individuelle side af mennesket, sker der en grundlæggende reduktion og forenkling af forholdet mellem menneske og samfund, der reduceres til summen af individuelle behov og interesser.

I virkelighedens verden er der en vekselvirkning mellem individ og samfund. Mennesker kan som medlemmer af samfund forene deres individuelle interesser i fælles interesser og forene deres personlige handlinger i fælles handlinger. Samfundet er altså i allerhøjeste grad en særlig realitet på samme måde som individerne er - en fællesnævner, der ikke bare er summen af individernes interesser.

Den grove forenkling af virkeligheden
NPM teorierne om den offentlige forvaltning forbigår det særlige ved den offentlige sektors opgaver og ved bureaukratiet og de faggrupper, som udgør de offentligt ansatte. Når offentligt ansatte bare ses som egoistiske, nyttemaksimerende enkeltindivider a la agenterne på det økonomiske marked, er der tale om en grov forenkling af virkeligheden, idet der ses bort fra en lang række andre hensyn og motiver, som kan være nok så positivt styrende for de offentligt ansatte fx fagets professionsetik, deres faglighed, korpsånd, embedsmæssig loyalitet og pligtfølelse, hensyn til og solidaritet med brugerne osv.

NPM’s grundlæggende mistillid til offentligt ansatte resulterer i en autoritær styring og kontrol. De opfattes ikke som medspillere for den politiske og administrative ledelse, men som strategisk nyttemaksimerende "modspillere", der forfølger økonomiske egeninteresser.

Man kan enten søge at tilrettelægge de institutionelle spilleregler ved at spille positivt på disse egeninteresser eller ved at forsøge at inddæmme dem. Det kan ske gennem såkaldte økonomiske incitamenter. Fx resultat - eller præstationsløn eller økonomiske sanktioner, hvis man ikke gør det ønskede.

Men først og fremmest gennem kontrol og styring oppefra. Man skal forsøge at begrænse de offentligt ansattes frihedsgrader for at kunne styre dem. Det kan ske gennem brug af standarder, gennem mål - og resultatstyring, øgede krav om dokumentation, gennem kontrol o.l. Og endelig kan det ske gennem udbygning og styrkelse af ledelsen og/eller gennem opsplitning af produktionen i delfunktioner, hvorved den enkelte ansattes indflydelse reduceres.

Resultatet, som vi i stigende grad har set det udfoldet er autoritære og centralistiske ledelsesformer. Borte er en demokratisk og medengagerende ledelse gennem værdifællesskab og samarbejde, ledelse baseret på motivation og anerkendelse osv. Og de offentligt ansattes faglige og professionelle råderum indskrænkes og skubbes i baggrunden. Administrative værdier og økonomisk styring skubbes i forgrunden. Faglighed, erfaring og solidaritet med brugerne skubbes i baggrunden.

Bureaukrati for alle pengene
Markedsgørelsen af de offentlige serviceydelser indebærer en tingsliggørelse. Resultat: En rationel og kvantitativt orienteret styringsmodel, hvor måling, registrering og kontrol bliver til en uadskillelig del af NPM. Den markedsmæssige betragtningsmåde og den deraf følgende eftergørelse af markedsregulering afstedkommer et om sig gribende bureaukrati af måle- og styresystemer.

Men hvad med samfundsøkonomien?
Det gennemgående mål for NPM er for det første filosofien om at skabe mere økonomisk dynamik, øget vækst og beskæftigelse ved at begrænse den statslige regulering af markedet og indskrænke den offentlige sektor til fordel for private løsninger samt ved at indføre markedsmekanismer i den tilbageblevne offentlige sektor. Dette suppleres ofte af en fordelingspolitik med vægt på skattenedsættelser (som vi ser det i disse dage!) og begrænsning af de sociale ydelser.

Er dette mål om øget økonomisk vækst og dynamik gennem NPM - blevet opfyldt i praksis? Svaret er nej. Det har været dyrt i bureaukrati og kontrol. DJØF’erne har kronede dage på bekostning af medarbejdere og borgere.

Danmark har i mange år været et af verdens mest konkurrencedygtige økonomier – på trods af skattetryk og velfærdsstat – eller måske netop på grund af det.

Amerikanerne har et godt mundheld: ”If it ain’t broke – don’t fix it”. (Hvis det ikke er gået i stykker – så lad være med at reparere det)

Lad os håbe, at de ikke får fixet danske samfund så meget, at det bliver helt spoleret.

Artiklen bygger på en ultimo marts udkommende e-bog af Henrik Herløv Lund: "New Public Management - rehabilitering af markedet. En kritik. Med særligt henblik på kvalitetsreformen".
(Bogen vil kunne downloades på www.henrikherloevlund.dk. Den vil også kunne købes i rapportform til en pris af 250 kr. gennem bestilling på herloevlund@mail.dk)