Nu kommer våbenhvilen. Og der er gode grunde til at det sker nu. Det er nødvendigt for Israel at standse kamphandlingerne inden Barak Obama flytter ind i Det Hvide Hus. Og når våbenhvilen er uundgåelig, er det smart at erklære ensidig våbenhvile. Så slipper Israel for at skulle acceptere Hamas’ vilkår.

Men tilbage står spørgsmålet: Hvem vandt. Nåede Israel sine mål. De israelske ledere vil fremhæve to resultater: Slut på Hamas’ raketter og lukning af grænsen mellem Gaza og Egypten den såkaldte Philadelphia Route.

Det er tvivlsomme resultater al den stund, at Israel kunne have undgået raketterne, hvis den israelske regering havde været rede til at forhandle med Hamas. Og de famøse tunneller ville ikke være blevet bygget, hvis israelerne ikke havde etableret blokaden.

Hamas vil hævde, at selve dette, at de er her endnu og altså har overlevet et angreb fra en mægtige israelske krigsmaskine i sig selv er en sejr. David mod Goliat. Selve det faktum, at en guerillastyrke på nogle få tusinde let bevæbnede mænd kunne holde ud i så lang tid mod en af verdens mægtigste hære med en enorm ildkraft, vil af millioner af palæstinenser og andre arabere blive opfattet som en sejr.

Det langsigtede resultat af krigen er imidlertid, at Israel for millioner af mennesker over hele kloden vil stå som et bloddryppende monster. Millioner af arabere vil se Hamas kæmpere som helte og deres egne regimer afsløret som korrupte og forræderiske. Det arabiske nederlag i 1948 banede vejen for en ny generation af sekulære og nationalistiske ledere som GamalAbd-al Nasser. Denne krig kan meget vel bane vejen for en ny generation af ledere, men denne gang bliver det islamistiske fundamentalister, som hader Israel og Vesten.

De kommende år vil vise, at denne krig var det rene vanvid.. Det skriver den israelske fredsaktivist, Uri Avnery. Læs hele hans artikel her >>>