Søren Espersen (DF) og hans ligesindede er ikke ”rigtige venner” af Israel. Rigtige venner er nogen, der tør sige sandheden, også når man er på fejl kurs. Og det har Israel været rigtig længe med angrebet på Gaza som det seneste eksempel. Det er Israels fremtid, der står på spil. De militære løsninger ødelægger de politiske muligheder og fremmer ekstremismen.

Israels ”ret til at forsvare sig” bliver helt meningsløs, når man betænker hvad det er for en fjende, Israel står over for. Hamas er en israelsk opfindelse, der skulle tjene til at svække Arafats opbakning i det palæstinensiske folk og nu ser vi resultatet: En flok ekstremister, der lever højt på Israels politik overfor Vestbredden og Gaza. Militært set er Hamas dog en flok amatører, der er ude af stand til at ramme ret meget med deres hjemmelavede raketter.

Til sammenligning kører den israelske krigsmaskine perfekt efter at have planlagt dette angreb i mere end et halvt år. Der er ikke tale om nogen akut reaktion fremprovokeret af Hamas’ raketter.

Det er lykkedes Israel at få stort set alle vestlige medier til at købe historien om, at Israel var nødt til at reagere på Hamas’s brud på våbenhvilen.

Sandheden er imidlertid, at Israels planlægning af angrebet naturligvis også omfattede muligheden for at kunne skyde skylden på Hamas. Efter at der ikke var affyret en raket i flere måneder, sendte Israel en styrke ind i Gaza for at ødelægge en af Hamas’ tunneller. Og så skete der det meget forudsigelige, at Hamas hoppede på limpinden og besvarede angrebet med nye raketangreb og hokus pokus havde Israel det ønskede påskud. Det skrev den israelske fredsaktivist, Uri Avnery i MWC News den 3. januar.

Og hvad med den våbenhvile, som Hamas fik skylden for at bryde? Det blev aldrig en rigtig våbenhvile. Israel hævede nemlig ikke blokaden af Gaza, hvor 1,5 millioner mennesker er presset sammen på et areal svarende Langelands uden fødevarer, vand, el, medicin osv. En blokade af den art defineres som en krigshandling.

Det er historiens ironi, at dagene efterhånden er talte for den zionistiske bevægelse, der skabte staten Israel. Flertallet af verdens jøder ønsker simpelt hen ikke at være en del af en jødisk nationalstat i Mellemøsten. Jødisk immigration til Israel er den laveste nogensinde og trekvart million israelske jøder har valgt at forlade Israel. I dag er det almindeligt for enhver israeler at skaffe sig et udenlandsk pas.
Den zionistiske ideologi er brudt sammen, ikke som følge af pres udefra, Den er rådnet op indefra. Avram Burg, tidligere formand for Knesset har udtrykt det sådan: “2000 års kamp for overlevelse har resulteret i en stat bestående af bosættelser, ledet af en amoralsk klike af korrupte lovbrydere, som er døve overfor både deres egne borgere og deres fjender. En stat, der mangler retfærdighed, kan ikke overleve.”

Nu må Israels ”rigtige venner ” på banen. Hvis Israel som den stære part ikke snart tager skeen i en helt anden hånd, må de have hjælp. Det første skridt er øjeblikkelig våbenhvile, som allerede krævet af den norske og svenske regering. Og så må fredsprocessen, som Israel godt og grundigt har saboteret, i gang igen.

Og Israel har med invasionen af Gaza demonstreret, at landet ikke selv kan løse sine sikkerhedsproblemer. Det er en opgave for FN eller NATO.