Det nuværende millennium begyndte med bombningen i New York af World Trade Center (”Templet” for global kapitalisme!). Denne mystiske handling udløste en såkaldt ”krig mod terror,” der hurtigt forvandlede sig til en amerikansk krig imod muslimske lande (Afghanistan og Irak). Målsætningen var i sidste instans at udskifte de eksisterende politiske regimer med et mere pro-vestligt demokratisk styre samt markeds-kapitalisme.

Sidenhen har verden desuden oplevet en finansiel og økonomisk krise hvis politiske konsekvenser er i færd med at udfordre det kapitalistiske demokratis profil og måde at fungere på. Den ideologiske grundpille for privatkapitalismen er diskursen om demokrati. En forestilling der legitimerer en ulige fordeling af ressourcer mellem et mindretal der rager til sig, mens flertallet må nøjes med deltagelse i det politiske liv via et valgsystem. Til trods for den uligevægt, indbygget i den skæve fordeling af goderne, som kendetegner de kapitalistiske demokratier, anses dette demokrati for at være den bedste styreform menneskeheden kan opnå. Som Margaret Thatcher udtrykte det: ”Der findes intet alternativ”!

Churchill skal have sagt at historien skrives af vinderne! Det er deres fortolkning der bliver accepteret som sandheden. Når dette er sagt er det naturligt at spørge, hvordan en anden fortolkning af historien eller nutidens begivenheder så overhovedet kan opstå endsige gøre sig gældende?

Svaret er, at den alternative fortolkning må bygge på en bestemt metode i den analytiske tilgang. Det er denne tilgang der har påvirket vores måde at analysere verdensudviklingen: Betydningen af kontekst og inddragelse af forskellige dimensioner i analysen, f. eks. hvilke interesser der er på spil, gør det muligt at skelne mellem kernen i sagen og dens fremtrædelsesformer. Eller sagt på en anden måde ”Cui Bono?” (Til gavn for hvem?)

Flexicurity - højt berømmet for det flexible danske arbejdsmarked og den sociale tryghed har udviklet sig til at blive en af de største politiske fejldispositioner de sidste 30 år.